Åh åh

[Shiron de Ram'on]

Shiron går rundt i maskinrummet. han elskerat være her, fordi der er så mange steder man kan være alene, uden at man bliver opdaget. De larmende maskiner udgør ikke noget problem, hvis bare man tager høreværn med. Han kigger rundt, på de gamle maskiner. Shiron vælger at gå over til Larmende Lukó. Han har givet alle maskinerne navne, og Larmede Lukó er hyperspace motoren, og en af de vigtigste dele i maskinrummet. Shiron klatre op, og håber på at piloterne ikke vil flyve i hyberspace foreløbig. Han tager it gamle stopur frem og begynder at holde vejret.

    3:42,54! Ikke nok til overhovedet at tangere hans personlige rekord. Han kigger op, og ærgrer sig. Larmende Lukó bgyder at ryste. hanskynder sig at løbe hen mod Jënnù. Der står stikflammer ud fra alle revnerne på Larmende Lukó. SHoron løberhen og trykker på alarmen. Nogen må komme og hjælpe. Nogen der ved noget om det. Og helst snart!

[Nome Bucket]

Rabalder. Igen. I maskinrummet. Rabalder. Igen. Han havde sovet 4 timer i nat. 
Lyden af musik lød i hans ene øre, men det andet hørte larm. Igen. Han kunne slå det til i det andet, men han skulle holde en rigtig giga ecc bolt i hullet lige lidt endnu, så den ikke fuckede hele maskineriet op. Men den skide larm, der gav ham dårlige nerver.
Levede man på et skib af So Longs størrelse - et passagerskib og et smuglerskib for at være en anelse mere præcis - skulle man selvfølgelig kunne tolerere lidt her og der. Man skulle egentlig kunne tolerere ikke så lidt - for oftest kom der folk ind og ville snakke, og han kunne ignorere det meste og hvis han var interesseret var det jo selvfølgelig meget okay. Men zhōng wén dà cí diǎn, det retfærdiggjorde ikke at dumme unger løb rundt på hans arbejdsplads, hvor han skulle kunne koncentrere sig. Absolut intet. Ikke på hans egen arbejdsplads. Der var maskinlarm, for de lyde var langsomt røget ud af hans bevidsthed - ligesom larmen fra køretøjer i en storby efter man havde boet der i noget tid. Men hvem end det var der rendte rundt skulle fucke af.
"Stop!" råbte han. Det var lige det eneste han kunne komme på for at få det til at stoppe. Han tog sine beskyttelsesbriller af og så op på hvem der kunne være der løb rundt.

[Shiron de Ram'on]

Efter at Shiron havde afprøvet hvo længe han kunne udholde varmen fra branden fra 5 meters afstand, kom der en ned i maskinrummet. Ilden havde han flere store brandsår, utallige små og et blottet bryst.
"Larmende L... øh jeg mener hyperspace motoren har det vist ikke for godt", sagde Shiron, mens han kæmpede en forgæves kamp for at lukke sin halvødelagte, mælkehvide skjorte

[Connor Mills]

Hvad i helvede? Et eller andet larmede helt utroligt meget, og det lød meget lidt godt. Connor kiggede op fra den ventilationssystem han var ved at fikse og lyttede et øjeblik før han rejste sig og skubbede skruetrækkeren ind i armen igen. Det lød mistænkeligt som om den forkerte larm kom fra maskinrummet og der var ikke langt dertil. Han var rimelig sikker på at Nome arbejdede i maskinrummet lige nu, men en hjælpende hånd til hvad det her så end var, kunne ikke skade noget. Han løb ikke ligefrem derhen, men noget tæt på og det syn der mødte ham var helt bestemt ikke godt. Stikflammer fra hyperspacemotoren, hvad fanden havde gjort det? Fra døren kunne han både se at, rigtigt nok, Nome var her, men det var en anden også. Ham Shiron, Connor havde ingen anelse om hvad han lavede her. Det vidste han på den anden side aldrig. Det kunne vel også være ligemeget. Han sprang ned ad trappen og greb den ildslukker som de havde belejligt placeret her til nogenlunde samme tilfælde som nu. Måske ikke ligefrem stikflammer.

[Shiron de Ram'on]

"Endelig", udbrød Siron, da Connor meget belejligt kom rendende med en ildslukker. "Det var på tide!"

Shiron spekulerede på om det var for sent, eller om Lukò kunne redes. Hvis det Lukò eksploderede(eller hvad den hun nu ville gøre) så det ret skidt ud for So Long. Hvad pokker skulle de gøre?

"Er der andre brandslukkere, eller har du taget den sidste?", spurgte Shiron.