Beat it

[Cataleya Alegra]

// ankommer til tråd 

Der var pinligt rent inde på sygestuen. For rent. Cataleya hadede at være her. Hun trivedes ikke med at være den, der ikke kunne gøre en skid. Og her var det en anden, der havde hendes skæbne i hænderne. Og hvis Cataleya ikke havde fået et helt forkert indtryk af denne person, så var vedkommende røv ligeglad med om hun døde eller ej. Hun gjorde bare det, der var det rigtige. Men den her skade, Cataleya havde pådraget sig, var ikke en hun kunne gå med, uden nogen kiggede på den. Så ville der bare gå betændelse i.

Cataleya havde lavet en primitiv forbinding ud af den t-shit hun havde haft på, da det skete. Den var gennemvædet af blod, men hun gad ikke gøre mere ved det. Primært fordi hun ikke vidste nok til at vide hvad hun skulle gøre med det.

Cassandra kom gående hen mod hende med lange skridt og et ulæseligt udtryk i ansigtet. Cataleya stirrede bare på hende med hendes nøddebrune øjne. Cassandra var ikke stor eller høj, men en spinkel unge kvinde- lidt ældre end hende selv. Alligevel så hun frygtindgydende ud for enhver svagpisser, der ikke kunne håndtere smerte. Cataleya frygtede hende ikke, som mange andre gjorde. Måske var det i sidste ende uendeligt dumt.

”Skudsår i armen.” rapporterede Cataleya til Cassandra, og lavede en hovedbevægelse mod armen. Mere behøvede hun ikke at sige, for hun gad ikke stå og smalltalke med Cassandra. Det var dømt til døden, hvis man prøvede. Og fair nok. Hvis der var noget Cataleya faktisk ikke havde lyst til var det at være munter, mens hun stod med et skudsår i armen. Der in matter of fact gjorde røv ondt.


((SÅ ER VI STARTET! WIHU!)) 

[Joie Rucksac]

Der var noget virkelig ubehageligt ved at opholde sig på sygestuen. Noget der fik Joie til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, hver gang nogen bevægede på sig eller når en dør blev åbnet eller lukket. Ikke fordi hun oprigtigt troede at nogen ville snige sig ind på hende - ikke her af alle steder. Men mere fordi hun virkelig ikke brød sig om andres ulykke. I sær ikke de typer, som lod som om deres skade eller sygdom ikke betød noget. Hun havde simpelthen ikke tal på hvor mange stædige mænd hun have serveret for, som rigtig nok ikke led af mere end lidt ustabile indvolde, men alligevel nægtede at tage det seriøst og viftede deres mangel på appetit væk med: "Jeg spiser bare lidt senere, der er andet jeg er nødt til at se på lige nu," Efterfuldt af et grin og vandrende øjne. Det var virkelig hendes hade-stoppested på den daglige rute af udbringning af madrationer.

Men når alt det var sagt, så var sygestuen jo et sted hvor man gjorde noget godt - ikke? Det var vel okay. Men Joie kunne alligevel mærke sin puls slå mod den lille magnet i hendes armbånd og hun kyssede det hurtigt og smilede. Hun rakte en madpakke til kvinden i sengen som hun var nået til, og drejede derefter hovedet ved lyden af døren der smækkede i det tilstødende lokale indtil sengeafdelingen. Hun gik over og kiggede ind, og fik øje på Cataleya, en af de soldater som Joie virkelig beundrede. Tænk sig, hun var ikke en dag ældre end Joie selv og alligevel var hun totalt bad ass og ude og kæmpe og alt den slags. Det var virkelig imponerende. Joie elskede når hun en sjælden gang i mellem kunne lokke soldaterne til at fortælle om deres rejser - så længe de bare undlod de aller blodigste detaljer. Som Cataleyas arm - GUD, det så virkelig ikke for godt ud. Joie kunne ikke holde et lille gisp tilbage og småløb så de få skridt hen til soldaten som var stoppet overfor Cassandra.

"Ej, Gud, hvad har du lavet?! Det ser virkelig ikke rart ud." Hendes øjne flakkede mellem Cataleya og doktoren. "Men det kan du sikkert sagtens få fikset," hun smilede. "Og bagefter så har jeg noget suppe parart til dig, eller kaffe, eller hvad du nu har lyst til, det siger vi. Av, av, det er altså voldsomt!" Hun prøvede at undgå at kigge, men det var bare helt vildt fristenden - Selvom hun helt sikkert ville fortryde det hvis hun gjorde.

[Cassandra Min]

Cass havde allerede skubbet Cataleya ned på briksen, en sakes i hånden, skarp og ren som alt andet hun brugte, så var bandagen af og Joie stod der, plaprede løs. Snakkede og lavede lyde som om det var universets undergang. Det irriterede Cass at der skulle være så meget lyd. Det irriterede hende at hun endnu ikke havde fået overbevist pigebarnet om at hun godt selv kunne hente sin mad i køkkenet. Hun havde to ben og selv om de var tynde så kunne de bevæge sig.

"Gud har absolut intet at gøre med det og heller ikke det jeg laver."

Hun havde allerede sprittet vat mens den blonde havde kæftet op og sat det mod den brunede hud. Efter at have kørt en hvid klud over det røde og fjernet det værste.

"Sig ikke at kuglen stadig sidder i," et suk. Hvorfor kunne de ikke være mere forsigtige.

Hun vendte sig om mod Joie.

"Og fjern den mad herfra, jeg har et sår der allerede er inficeret af de har labber og det sidste jeg har brug for er mad, eller dig der kaster op."

Hun lød hård, hvilket hun var. Øjnene der stak. Hendes lille krop der var spids og vred. Hun tolererede ikke forseelser. Og den måde hvorpå hun kunne lugte maden irriterede hende. Gjorde det beskidt herinde hvor mad absolut ingen adgang havde. Men i stedet havde hun et blåøjet pigebarn der så på blodet som skulle hun kaste op. Hvilket kun var acceptabelt var man syg eller såret. Ikke fordi man havde fået glosuppe.

[Cataleya Alegra]

Cataleya kiggede på Cassandras ansigt, da hun fandt saksen frem. Det gik hurtigt. Alt for hurtigt. Cataleya hadede ikke at have et evigt overblik. Hun hadede at ligge her. Hjælpeløs som en eller anden dum nar, der ikke kunne tage vare på sig selv. Forfanden.

Cataleyas vrede steg, altimens hun hørte på en blond pige der plaprede om Gud, mad, og at- av- det der så ikke så godt ud. Nej gu' gjorde det ej, havde Cataleya lyst til at sige til hende. Hun havde lyst til at påpege at det ikke var specielt rart at stå med et fucking skudsår i armen, der i øvrigt dunkede som bare fanden. 

Cataleya havde lyst til at sige så meget pis. Svine den mand til som ikke vidste hvordan fanden man sigter, og skyder ordentligt. Lade det gå ud over pigen med det blonde hoved, og Cassandra som i øvrigt ville være så fucking ligeglad, at det var til at begynde at grine over.

Cataleya knyttede den venstre hånd. Lukkede de mørkebrune øjenlåg og tog en dyb indånding. Hun plejede at nå at puffe pistolen væk, inden de nåede at trykke på aftrækkeren. Hun skulle helt klart træne hurtighed, når hun kom ud fra dette sterile helvede.

"Skal det sys?" Spurgte Cataleya som om det var hverdagskost. Som om hun var vant til at ligge og kigge op i et hvidt loft uden at kunne gøre en skid ved det. Men det var hun ikke. Der var forskel på at have prøvet det flere gange end man kunne tælle på fem hænder, og være vant til det. At have det fint med det. Stor forskel.

[Cassandra Min]

Cass havde hurtige præcise hænder. Det kunne virke frygtindgydende. Præcis som det at hun ikke spildte ord på at sige det hele nok skulle gå eller at det var heldigt Cataleya kom så tidligt.
Hun havde konstateret at kuglen ikke sad, men der var krudtrester i såret og da hun nu rensede det for anden gang, smurte hun en creme på der skulle få blodet til at koagulere hurtigere.

"Ja," besvarede hun spørgsmålet. Fandt den buede krog og en tyk, sort tråd.

Cass sagde ja fordi med Cataleyas åbenlyse aktivitet ville det gå op igen med det samme og så var det bedre at sy. Og en forbinding.

"Vil du bedøves?" Altid fakta. Det faktuelle. Den stumme blonde ignorerede hun lige nu, men det irriterede Cass at hun ikke gjorde noget. At hun ikke bevægede sig. Bare et eller andet. Noget aktivt.
Så i stedet gjorde hun det selv.

[Shiron de Ram'on]

Shiron gik stille ind på sygestuen. Han ville ønske at glassene ikke klirrede så unødvendigt meget. Siden han blev involveret i nogle lokale stridigheder, havde han altid haft respekt for sårede. Han mente at de havde fortjent stilhed.

"Nogen, som har lyst til noget at drikke?", spurgte han glad, og lidt for højt for hans smag. "Jeg har saltvand, kviksølv, helium, og meget andet. Ja faktisk har jeg alt hvad der kan købes her på skibet, bortset fra mælk"

Shiron krympede sig umærkeligt ved lyden af hans stemme.

[Cassandra Min]

Cass var ved at blive irriteret. Det var mængden af mennesker. Der var for mange. Det her var en sygestue. Ikke køkkenet. Og hun ville ikke have dem her. Ikke så mange og slet ikke mens hun var i gang med at ordne en patient. Men Shiron kom faktisk meget belejligt i forhold til Cataleyas blodmangel.

"Noget glukoseholdigt til hende," sagde hun. Seende på patienten.

Problemet var at hun i bund og grund ikke mente de andre havde en funktion og når de havde udført deres ærinde burde de virkeligt tage og smutte. Hun manglede stadig svar på om der skulle bedøvelse til. Hun manglede stadig at Joie svarede på sin funktion, men for god ordens skyld havde hun brækkebakker klar. Det var ikke ualmindeligt. Men irriterende. Generelt irriterede mennesker hende bare.

[Shiron de Ram'on]

Shiron tænkte som en gal. Hvilket glas var det indeholdt nu, der indeholdt flydende ilt overmættet med glukose. Han besluttede sig for at han skulle sætte skilte på glassene næste gang. Der stod den, lige til venstre for mineralvandet. Han rakte det til Cassandra, for hun vidste nok bedre end ham, hvor meget Cataleya havde brug for. Og egentlig heller ikke hvorfor, hun havde brug for det, men Cassandra var læge og vidste sikkert, hvad hun gjorde.

"Var der ellers andet?", spurgte han.

[Cassandra Min]

Cassandra tog imod glasset og stillede det inden for Cateleyas rækkevidde. Så kunne hun tage det når hun havde brug for det. Men blodmangelen ville nok gøre hende svimmel, for det blødte stadig mildt og hun havde mistet en del før og nu ville Cass meget snart gerne have lov til at sy de tre sting og så sende dem alle sammen ud så hun kunne få deres støvleaftryk af gulvet.

"Vand, Shiron."

Som altid sagde hun ikke tak for det første eller anderkendte at nogen havde gjort noget for hende. Hun forventede at de gjorde det. Som nu hvor hun beordrede vand.

"Helt almindeligt H2O, medmindre du har med kuldioxid så vil jeg have det."

Joie var stadig bleg. Nærmest som lammet af hvad der skete. Eller også kørte tankerne rundt i det tomme hoved, fordi tankerne ikke kunne finde sammen. Det var vel derfor hun serverede mad. Men Cass var også fordomsfuld og uden evne til at se ud fra sig selv.

[Shiron de Ram'on]

Cassandras kommando gjorde ham lidt tvær indvendig, men udadtil var der ingen forskel at se. Man kunne jo altid finde en væg at sparke til senere. Han rakte Cassandra vandet, mens han glædede sig til at smutte ud af sygestuen igen

"Jamen så tror jeg at jeg går igen, medmindre de Damer har noget andet jeg kan hjælpe med", sagde han let lende

[Cataleya Alegra]

Cataleya kiggede på Cassandras ansigt. Hendes fokuserede øjne, der koncentreredde sig hundrede procent om hendes sår. Cataleya gad ikke kigge på hendes kontrollerede og kølige hænder, der gjorde sit job.  Det skulle bare overstås, så hun komme hen i sin kahyt og få noget søvn. Det var det hun havde mest lyst til af alt.

"Vil du bedøves?" det var Cassandra. Igen. Hende den lyshårede sad ved siden af, og så forskrækket ud. Hendes ansigt havde antaget en bleg farve, og Cataleya kunne ikke lade værre med at undre sig over hvorfor folk blev blege ved synet af noget de ikke kunne lide. Eller som de blev bange for.

En eller anden mand kom farende med drikkevarer. Fuck dine drikkevarer havde Cataleya lyst til at sige. Hun gad ikke have noget at drikke. Hvis hun ville skulle hun nok selv hente det, eller sige til. Cassandra var tilsyneladende af en anden mening.

"Nej tak." Cataleya rystede på hovedet, så hendes hestehale bevægede sig en anelse "Jeg vil ikke bedøves."

"Jamen så tror jeg at jeg går igen, medmindre de Damer har noget andet jeg kan hjælpe med" manden med drikkevarerene lo, og var allerede på vej væk. Havde åbenbart travlt med sit.

Cataleya lukkede øjnene. Mest fordi hun bare var træt. Hun orkede ikke noget. Orkede ikke at skulle sidde her, og være nyttesløs. Orkede ikke at have ondt. Alligevel ville hun ikke have bedøvelse. Det var det alligevel for småt til, syntes Catalyea. De gange hun havde været bedøvet havde lægerne insisteret på at de ikke kunne arbejde med hende uden bedøvelse. Og så havde hun sgu egentligt ikke så meget at have skulle sagt. Når det kom til stykket var det ikke hende der skulle rode rundt inde i en eller andens krop. Det var dem. Det var Cassandra.

[Cassandra Min]

Cass bandt kløgtigt en knude for enden. Så måtte Cataleya bare lade være med at skrige. Hun var ikke nogen blid kvinde. Hun talte ikke ned, forberedte ikke patienten på at nu ville hun begynde. Hun fjernede ganske enkelt klædet fra såret og satte nålen ned i kødet. Det seje menneskelige væv der helst ikke ville trænges igennem, men blev det fordi hun havde spidset nålen og fordi hun trods alt havde kræfter i sine hænder. Som det eneste sted. Hendes hænder skulle være kyndige, stærke og brugbare. Det betød ganske enkelt at hun måtte træne dem.

"Sid stille." En ordre. Hun havde kun trukket tråden igennem en gang. Der manglede stadig seks sting. Det var ikke hende der ikke ville have bedøvelse.

[Cataleya Alegra]

Det gjorde ondt da Cassandra stak nålen i. Det gjorde så fandens ondt. Sveden trillede ned af Cataleyas pande, og hun stirrede bare ind i væggen i den anden ende af rummet. Hun kunne mærke hver evig eneste gang Cassandra langsomt, men sikkert, trak nålen gennem huden. Det gjorde mere ondt end at blive skudt, selvom det heller ikke var smertefrit.

Hver evig eneste gang hun sad her uden bedøvelse, så var det sgu ikke for at pine sig selv. Ikke fordi hun nød smerten- som om det var en del af hende. Det var mere for at huske hvorfor hun satte sit liv på spil igen og igen og hvorfor hun ikke gjorde.

På et tidspunkt kunne Cataleya slet ikke føle smerten mere, den var der bare hele tiden. En brændende smerte. Da Cassandra var færdig dunkede det, og gjorde faktisk stadig pisse ondt. Trods alt det havde Cataleya ikke rykket på sig en eneste gang. 

"Skal det smøres med noget?" Cataleyas stemme var hæs.

[Cassandra Min]

Cass gav ikke noget for at man bed tænderne sammen og var heroisk. Hun smurte selv en desinficerende creme på såret der nu bløde, så tørrede hun blodet væk og forbandt armen rundt om såret. Bare en let forbinding. Ikke noget der hæmmede eller var til gene. Cass kunne sit arbejde og vidste også noget om kroppens ydeevne i forhold til skader.

"Den der sørger du for at holde ren. Og du rører ikke ved den uden at dine fingre er vasket," hun lød vred. Bestemt. Så lille bitte og dog som om hun ville komme og personligt sørge for at Cataleya fik en farlig sygdom hvis hun så meget som kløede oven på det helt hvide bind.

Cass vaskede sine fingre. Grundigt. Under neglene. Mellem fingrene, håndfladerne, tomler, begge hånderygge. Og så desinficerede hun dem. Som var Cataleya direkte ulækker.

"Sørg for glukose og væske, du har mistet blod, ikke meget, men du kan føle dig svimmel. Sov." Hun så ikke længere på den anden. Det var ikke nødvendigt og hun havde ting der skulle ryddes op og gøres rent.