|
|
Post by Cassandra Min on Mar 10, 2014 13:34:02 GMT 1
Cass var pr. definition en langsom gænger. Hun var lille, hun tog små skridt og hun virkede ikke fortravlet. Hun trådte ind i det tomme køkken. Hun havde ikke spist frokost grundet et rengøringsflip og nu krævede den skravlede krop noget næring. Hun gik egentlig efter en tube med de proteiner, kulhydrater og fedtenzymer hendes krop havde brug for. Og vand. Helst med kuldioxid. Hun kunne bare bedre lide behandlet vand.
Cass var ikke vant i køkkenet og at hun måtte åbne alle skuffer, forcere sikringer så tingene ikke faldt ud under flyvningen og gennemgå alle logiske steder irriterende hende. Hvorfor skulle det være så svært at finde en enkelt tube og en skide flaske med boblende vand?
Irriteret smækkede hun endnu en skuffe i. Hun burde være mindre afhængig af de andre, men det var så bekvemmeligt der blev sørget for mad og væske. Det gjorde hun havde mere tid til tingene. Men nogen gange kunne hun glemme dagens systemer. Det skete sjældent. Men der havde været beskidt og det kunne hun ikke håndtere.
Lige nu håbede hun nogen kunne komme ind og hjælpe med at finde de to ting hun skulle leve på.
|
|
|
|
Post by Abeline Stryer Mason on Mar 15, 2014 21:28:14 GMT 1
Til Cass' held, kom der en som muligvig kunne hjælpe hende med at finde maden. Abeline havde dog spist, men hun var en langsom spiser, fordi hun altid havde gang i så meget når hun spiste. Enten fordi hun snakkede eller fordi hun sad og læste alt muligt på sin tablet. Et sind med evige spørgsmål måtte have sine evige svar jo.
Så hun var faldet i staver over en interessant artikel, om de demokratiske problematikker på en planet, som So Long snart skulle runde, og nu var alle gået tilbage til deres respektive opgaver og hun havde siddet alene. Så efter at have læst den færdig måtte hun sande at spise-lokalet var fuldstændig tømt for mennesker og hun måtte selv gå inde med hendes opvask.
Men hun var åbenbart ikke den eneste alligevel, for inde i køkkenet rendte skibets læge rundt og kiggede alle skuffer og skabe.
''Du ligner en som ikke kan finde noget?''
Kommenterede Abeline med et smil, for det havde passet med at Cassandra lige havde smækket en skuffe i.
|
|
|
|
Post by Cassandra Min on Mar 18, 2014 15:24:19 GMT 1
Cass vendte sig med et ryk mod den anden. Et surt udtryk. Eller forskrækket. Det var svært at læse. Hvis hun var sur var det absurd eftersom hun lige havde ønsket sig en der kunne hjælpe hende og her var der en der nærmest tilbød det.
"Vand og mad," sagde hun og rettede sig op. Hvilket ikke var så megen en ændring. Hun var en lille tingest både af højde og statur. Massefylden var ret lille af hende. "Ved du noget om det?"
Det var ikke fordi de ikke kendte hinanden. Men Abeline var en snakker og hun lyttede aldrig. Det var ikke interessant for hende. Nærmest ligegyldigt. Især det Abeline snakkede om. Sådan var Cass. Uden interesse i andres verdener og sammenhænge. Alligevel var det Abeline Cass opsøge når de skulle til en ny planet, fordi Abeline altid have al information og derved kunne Cass regne ud hvad muligheder for sygdomme var. Eller andre ting hun skulle forberede. Hun forberedte sig altid. Det gjorde Abeline også. På sin vis. Ikke at Cass havde respekt for det.
|
|
|
|
Post by Abeline Stryer Mason on Mar 23, 2014 21:56:54 GMT 1
Abeline gav et sæt da Cass vendte sig hurtigt mod hende, med et tvært udtryk mod hende. Havde hun gjordt noget galt? Lægen virkede altid en smule reserveret. Eller det var en løgn, den lille dame virkede altid til at være reserverede og ikke særlig interesseret i at snakke, med mindre det var om de mulige sygdomme som var at findes på planeterne de skulle rejse til. Der var Abeline til hjælp og hun gjorde det gerne.
Men trods Cass lidt afvisende ydre, lod Abeline sig ikke holde fra at ville snakke med hende. Eller hjælpe hende nu, med vand og mad.
''Øhm, jeg ved det egentlig ikke lige.''
Hun stillede sin brugte tallerken og hvad hun ellers havde brugt til sit eget måltid, ved rensemaskinen og kiggede rundt i køkkenet. Hun havde egentlig fundet noget selv på et tidspunkt hvor hun også var kommet for sent, men hvor kunne hun ikke lige huske. Eller vent.
''Jo, jeg tror det er her over.''
Hun gik over til en af de store metaldøre, som hun løftede håndtaget op på og hev ud. Inden bag var lagerede med de mange forskellige poser af nærende måltider, man kunne anrette på utallige måder. Hun smilte stort til Cass.
|
|
|
|
Post by Cassandra Min on Mar 24, 2014 21:45:53 GMT 1
Cass end ikke smilede. Hun nikkede bare kort og gik over til skabet. Alt skulle være så sikkert at hvis antityngdekraften blev slået til så skulle alt sidde fast. Hun fnøs. Det her var dårligt arbejde. Men sådan havde Cass det med det meste hun ikke selv havde gjort.
"Det ser rigtigt ud," sagde hun tørt uden vise taknemmelighed. Af alle de lækre sager der var gjorde hun intet nummer ud af. Cass kiggede på indhold og hvad hun havde brug for.
"Kan du se vand med kuldioxid?"
Altså brug for oplysning ikke noget med small talk, eller falsk interesse. For hun havde vitterligt ingen interesse.
|
|
|
|
Post by Nome Bucket on Mar 26, 2014 15:58:29 GMT 1
Der var fælles måltider på skibet, hvor alle spiste sammen (hvis ikke folk havde travlt med forskellige ting, ganske vidst), men desværre var der folk der kom og småspiste når de havde lyst, selvom det var imod kaptajnens ordre. Kaptajnen så dog meget ofte igennem fingre med det, men der var nogle stykker på skibet der ikke kunne holde sig væk. Nome var en person der alt for hurtigt blev sulten. Med hans nogle gange hårde arbejde og hans træning, kunne han ikke holde sig til de normale spisetider uden at dø af sult. Men hans særlige tilfælde skulle ikke gøre det okay for andre at spise som de havde lyst til, mente han.
Han var lige blevet færdig med at reparere en del han havde fundet på en losseplads, som han havde tænkt sig at bruge til reservedel. Det var et nyt projekt han var i gang med, hvor han ville samle ødelagte reservedele, reparere dem og enten oplagre dem til skibet eller sælge dem. Alt efter deres størrelse selvfølgelig - han ville ikke have en gigantisk del, som bare lå et eller andet sted uden at skibet ville få brug for den i den nærmeste fremtid.
Hans hænder - hele hans krop faktisk - var lettere sagt fuldstændig svinet til med olie og støv og snavs fra delene fra lossepladsen og fra da han havde spændt boltene på flere dele af skibet.
Ind i køkkenet kom han, mens han lige tørrede det værste af fingrene af med et belortet tørklæde og smilede til damerne i køkkenet. "Halløj i skuden. Er man på madtogt?"
|
|
|
|
Post by Cassandra Min on Apr 6, 2014 15:59:40 GMT 1
"Jeg er."
Det kunne have været en joke, men det var det ikke. En simpel konstatering. Egentlig unødvendig i forhold til deres positioner. Men det var ligegyldigt for Cass. Hun sagde det bare.
"Du ser grim ud," konstaterede hun med samme stemme. Han var ulækker og skaldet, stort set og med det der skæg som virkeligt var højt uhygiejnisk. Cass hadede det. Det var vederstyggeligt. Og upraktisk. Alt for tidskrævende. Hvilket var grunden til hendes hestehale, den var praktisk. Hun havde altid fundet hvide kitler praktiske, man kunne med det samme se når der snavs på. Det forhindrede dovne læger i ikke at skifte eller vaske. Alle de sygdomme der ville være i omløb hvis man ikke havde hvide, det var næsten mareridtsfremkaldende.
|
|
|
|
Post by Abeline Stryer Mason on Apr 14, 2014 16:07:01 GMT 1
Det gav et sæt i Abeline da Nome pludselig kom ind i køkkenet til dem. Hun kendte ham ikke rigtig, vidste han var mekaniker og havde da udvekslet et par ord med ham fordi hun havde haft nogle spørgsmål om skibet, eller haft brug for at noget skulle repareres. Men mere var det aldrig blevet til.
Hendes opmærksomhed blev flyttet fra at finde vand med kuldioxid til Nome der stod og var temmelig beskidt. Var alle på madtogt efter frokost altid, eller havde hun valgt den dag hvor folk gjorde det, at spise langsomt.
"Ja Cass gør, jeg... Er bare langsom. Øhm det var vand med kuldioxid." Tilbage til sporet. "Jeg ved faktisk ikke hvor de har det henne, hvis det ikke står med alt det andet. Ellers har de vel en maskine der kan lave det for dem, men jeg ved ikke helt hvordan den ser ud, eller hvordan den fungere."
Abeline var tydeligvis ikke berørt at Cass ikke eksisterende interesse i smalltalk.
"Ved du det Nome?"
|
|
|
|
Post by Shiron de Ram'on on Apr 14, 2014 21:06:29 GMT 1
"Arrgh!", skreg Shirin, da han faldt ned fra loftet.
Han havde prøvet at se hvor længe han kunne sidde i spænd oppe mellem to rør i loftet. Desværre havde han glemt stopuret i sin kahyt, så rekorder blev der ikke noget af.
"Jeg kunne vist også godt trænge til lidt mad", fik han fremstammet. "Og måske en tablet mod hovedpine" sagde han og kiggede spærrende på Cass
Allerede før faldet, havde han testet sine evner inden for pirruetter på hovedet.
Han blev liggende på gulvet indtil mælkesyren forsvandt.
|
|
|
|
Post by Cassandra Min on May 6, 2014 8:46:55 GMT 1
Cass så på den forvirrede dreng. Hun rakte ned i lommen. En tablet. Hun vidste hvor meget Shiron vejede og hvor meget han havde brug for. Så hun rakte simpelt bare pillen frem til ham.
"Jeg tage bare noget vand. Kuldioxid er en luksus jeg nyder." Det var henvendt til den hjælpende Abeline.
Cass var ligeglad med Nome. Han var brølende, stank og urenlig. Det gjorde hende ilde tilpas. Hun ville hellere spise på i sin kahyt så.
|
|
|
|
Post by Shiron de Ram'on on May 21, 2014 20:00:26 GMT 1
"Takker," sagde Shiron da han modtog medicinen. "Nå men jeg er klar til en gang sandsølv fra Betelgeuse, hvad med jer?" Han håbede ikke at det vil blive modtaget alt for negativt, og derved ødelægge chancen for at få en god stemning i køkkenet.
|
|
