Shi & Cass på tur

[Cassandra Min]

Hvorfor var det at hun blev sat på de her missioner? Hvorfor fattede deres kaptajn ikke at hun hørte til på skibet, ikke ude blandt folk på andre planeter. Hun hadede andre steder. Hun var ikke eventyrlysten. Overhovedet. Hun behandlede problemer. Specielt de problemer hvor andre havde det fysisk dårligt. Det her med at gå ærinder følte hun var under hendes værdighed. Ikke hendes evner værdig. 
Og så med Shiron. Den fyr skulle konstant snakke. Men åbnbart kendte han planeten og de skulle bruge den ladning.

"Hvor skal vi hen?"

Hun hadede at snakke. Hun var allerede træt og de var kun lige gået af skibet. De havde kun sat fod på jorden. Tvær over at blive beordret til noget, men hun modsagde ikke sin kaptajn. Hun var ansat. Og hun gjorde kun sin pligt. 

[Shiron de Ram'on]

Shiron var ved at brække sig. Og hvis han gjorde det, ville han sigte efter Cass. Han kunne ikke udstå hende. Hendes opførsel gav ham en svær kvalme.

"Til et medikamentlager for at... at låne nogle livsvigtige medikamenter på ubestemt tid. Og måske også lidt uden tilladelse. Men kaptajnen har måske bare sagt at du bare skulle hente dem?" svarrede Shiron. Han elskede at provokere Cass. Hun skulle ikke tillade sig at sige noget som helst dårligt om den her planet. Og hvis hun gjorde, kunne han måske komme til at fare lidt vild i denne sumpskov. Måske sank hun ved et betydeligt uheld ned i sumpen. Eller måske blev hun hugget ned af nogle overfaldsmænd. Man kunne aldrig vide sig sikker her i sumpskovene. "Hvis vi altså når frem. Der er en masse farlige insekter her. Ingen andre end indfødte på denne planet kan vide sig sikre. En gør dig blind, døv og stum. En får dine organer til at rådne op, og forgifte dit blod, men du vil alligevel kunne overleve i en intens smerte takket være ildflue enzymer. Der er også nogle fluer, der sprøjter Nerys saft ind i dig, og det ved du forhåbentlig godt hvad er. Men du ved måske alt om dette giftige dyreliv i forvejen" Shiron kunne lige så godt provokere hende så meget, inden hun opdaget at det meste var løgn og latin.

Shiron huggede sig vej gennem træerne og de tæt sidende blade. Han undlod at fjerne nogle af dem, så de kunne svirpe lige i hovedet på Cass. Hun virkede allerede forpustet, lagde han mærke til. Han satte tempoet i vejret. Shiron lagde mærke til en myggerede, som han uskyldigt kom til at puffe til med sin kniv. Myggene var ikke giftige på nogen måde, men deres stik kløede som en i helvede. Reden dumpede lige ned i hovedet på Cassandra. Han vidste at han også selv vil blive stukket, men det ville gå værst ud over Cassandra. Han var ved at boble over af glæde.

[Cassandra Min]

Hvorfor var hun ikke blevet briefet? Hvorfor stolede kaptajnen på Shiron og ikke hende? Og hvorfor skulle hun overhovedet med. Det gav absolut ingen mening. Men nu var situationen sådan og hun vidste nogenlunde hvorhen de skulle. Overhovedet ikke.
Dog kendte Cass til alle sygdomme hun kunne få her. Mest fordi det var hendes arbejde at tjekke det ud inden de kom til en ny planet så hun kunne være klar på alt mandskabet kunne få. Og lige nu var det ikke for sjov hun havde sin taske med. Rygsæk. Det mest praktiske.

Men så dumpede fra himlen, eller sådan føltes det for en på hendes højde, noget ned i hendes hår. Hestehalen sat stramt så intet var i vejen for hendes syn og øjne. Den var let at daske af. Hendes følelsesliv var under kontrol. Ingen panik. Ingen gråd. Ingen skrigeri. Bare det at hun skubbede det ned fra håret.
Men så kom stikkene. I et væld. De angreb hende og hun kunne mærke deres spyt trænge ind i hende hvor hun havde hud til fri benyttelse. Hun kunne mærke hvordan huden allerede strammede til. Hævede op. Hvordan hendes immunforsvar gik i gang. Hvor ondt det gjorde.

Og så gik hun videre. Som en robot der ikke kunne mærke det. Bare registrerede det.

[Shiron de Ram'on]

ShIron var lige glad med, at Cassandra ikke reagerede. Han havde gjort det samme i den situation. Han var måske begyndt at smile, men det gjorde Cass ikke.

De nåede frem til en klippevæg. "Så skal vi bare kravle op." Nu var Cass tydeligt forpustet. Shiron vidste, at der var en skjult skovsti en halv kilometer mod øst. Men det vidste Cass naturligvis ikke. Shiron trak et reb ned fra skuldrene, og kastede det op på en klippeafsats, og rakte den anden ende til Cassandra. "Her, bind den her fast til dig. Eller du kan selvfølgelig bare lade være med at have nogle som helst form for sikkerhed. Han bandt sig selv fast til kroppen og begyndte opstigningen. Ude i horisonten tonede store, sorte skyer sig op.
"Det ser ud til, at vi får hagl," sagde Shiron og pegede mod skyerne. "Og efter skyernes størrelse og form at dømme, så bliver det nogle på størrelse med knytnæver."

[Cassandra Min]

Cass sendte Shiron et hvast blik. Men kun øjnene udtrykte det. Ansigtet var en neutralmaske, der som altid gjorde hun så alvorlig, sur og ligeglad ud.
For hende var der altid kun en ting der betød noget: Målet. Sådan var hun opdraget, sådan var hun trænet.

Hun påførte sig rebet, ret koldset, tydeligvis ikke vandt til den slags, om end de knuder hun lavede ikke på nogen måde ville kunne gå op.
Hun hørte Shirons vejrudtalelser og inden hun begyndte opstigningen satte hun tasken på jorden, åbnede den og stak hånden ned i dens indre som var et perfektionistisk ordensparadis. Hun tog et pandebånd op. Et af dem der lignede en tynd sølv krone der lå over panden og rundet om håret. Hun tog det på. Aktiverede det. Tog tasken på skulderene.

"Det har diplomaten forklaret mig kunne forekomme på denne planet, derfor har jeg et personligt kraftfelt med." Hun sagde det ikke for at fortælle hvor klog og forberedende hun var, mere som når hun gav nogen en pille og de spurgte hvad det var for. En monoton lyd der havde mening.

Hun påbegyndte opstigningen, Shiron allerede et pænt stykke oppe. Og hun pustede, hev, kunne næsten ikke ånde. Hun svedte og hun mærkede hvordan luften blev trykkende. Hvor utilstrækkelig hendes krop var. Men dette var ikke hendes område. Hendes gebet var et helt andet. Hun skulle ikke være fysisk stærk. Det havde hun maskiner til.
Men den salte sved hun udskilte gik i de små stik og begyndte at svie. Cass tænkte at det kun var godt, det ville rense dem, men derfor gjorde det stadig ondt.

Og alle disse anstrengelser kunne stadig ikke ses på hendes ansigt. Kun sveden. Ellers var det masken.

[Shiron de Ram'on]

Shiron var ret hurtigt oppe af klippevæggen. Han kiggede ned efter Cass. Min var knap nok nået 1/8 og det var begyndt at smådryppe fra de mørke skyer.
”Jeg går lige i ly for regnen,” råbte Shiron ned til Cassandra. ”vil du lige tage rebet af fremspringet når du når der op? Åh forresten skal jeg nok gemme lidt af maden til dig”
Shiron var egentlig ikke sulten, men han ville ikke gemme noget nævneværdigt til Cassandra. Han foldede madpakken ud, og kastede sig over retterne. Han ville nok levne lidt næringsfattig kost til Cass, hvis hun skulle finde på at dukke op.

Det stod efter hånden ned i tykke Tove af vand. Shiron var begyndt at kede sig, så han lavede små både af blade, og sendte dem ned ad strømmen af vand. Haglende havde hamret mod klippen over ham i lidt tid før regnen var begyndt.

[Cassandra Min]

Hun havde det hårdt. Men hun havde haft det hårdt før. Alligevel kunne hun mærke dem. Følelserne. Dem hun for alt i verden ikke ville have. Hun undertrykte dem og blev ved. Ligeglad med om Shiron spiste maden. Hun skulle bare have sine proteiner, kulhydrater og vitaminer fra en tube der smagte af udkørt grød. Men det var hvad hun behøvede og det hun helst ville have. Alt andet var nødvendigt.

Og hun kom op. Ganske tør. Svedig. Varm. Men tør fra regnen.
Hun så på ham. Siddende der. Satte sig selv og begyndte at hive torvet op. Hun surrede det sammen og lagde det i sin taske.
Hun sukkede ikke. Hev efter vejret. Hun sad der bare. Spurgte ikke om maden og så ikke på ham. Det her var hans verden og hun skulle bare følge med. Ordre var ordre. Hun skulle hente det og betale og Shiron skulle finde vej. Og hun fulgte altid sine ordre.

[Shiron de Ram'on]

"Jeg klatrer lige op i et træ for at se hvor langt der er," sagde Shiron, da Cassandra langt om længe var kommet op. Han trak sig hurtigt op. Han vidste allerede hvor langt de var nået, men han kunne ikke lade være med at se, hvordan Cass reagerede på den lille flok planaber, der havde fået færden af maden. Deres bid gjorde ondt, men de var ikke farlige. Hvis der var en myggerede til, skulle chancen da heller ikke forspildes. Det her var hans hjemmebane. Her kunne hun ikke nå ham med hendes møg irriterende opførsel. Her var han usårlig. Ihvertfald over for hende. Han skulle nok sørge for at hun ikke slap helskindet igennem denne tur. Koste hvad det ville. Hun skulke bøde for sin opførsel.

Der var der en. En planabe. Så kom resten nok snart. Han havde ladt noget mad ligge skjult uden at Cass havde opdaget det. Planaberne sprang hen ad jorden, men deres turkisgrønnefarve camouflerede dem for Cassandra. Hun ville få et kæmpe chok når hun blev bidt første gang. Det vidste han alt om.
"Det er ved at blive midt på dagen. Vi må holde en pause, så du ikke går til af varme," råbte Shiron ned til Cass. Ikke fordi at han havde medlidenhed med hende, men så tiltrak hun flere dyr. Flere irriterende dyr, der kunne overfaldet hende. Shiron var stort set immun over for de forskellige bid og lignende, men det var de små mennesker ikke. "Vi når nok først frem imorgen." Shiron var ved at boble over af hævntørst.

[Cassandra Min]

Cass rejste sig. Hun børste sit tøj. Det var ikke en unødig vane hun havde. Hun børste sig kun når noget rent faktisk satte sig på hendes tøj. Hun stod op og kunne mærke at hun var træt, men hun havde ikke tænkt sig at stoppe nu. De gik til det blev mørkt. Jo hurtigere den her opgave blev udført desto bedre. Hun brød sig ikke om at være ude.

"Vi går videre," sagde hun bare, samlede tasken op.

Cass var en kold kælling. Det havde hun hørt mange gange. Den kommando der lå i hendes stemme, var sagt med en stemme der var vant til at blive hørt efter. Desuden havde hun lige holdt pause.
Uden at tænke over det, trådte hun på et stort grønt insekt. Det kvastes under hendes støvle Lavede en grim plet på siden. Hun var ikke sikker på hun ville bruge dem nogensinde igen, hvis den plet ikke kunne komme af. Hun sukkede ikke men en skygge af irritation gled over hendes ansigt. Som i forvejen havde en del hævelser efter angrebet tidligere.

"Jeg har ikke brug for at hvilke mig mere end hvad der er nødvendigt," sagde hun og ventede med hævede bryn på at Shiron ville kravle ned fra træet. Heldigvis var det stoppet med at hagle.

[Shiron de Ram'on]

"Du går bare videre, hvis du har lyst." Shiron bandt sin køje fast til en gren. Han skulle ikke nyde noget med at lalle rundt i skovene som en lalleglad idiot ved solnedgangstid.

"Du har forresten en tæge i nakken. Og jeg vil råde dig til at tage den ud, før den giver dig en eller anden infektion. Ingen, end ikke din elskede lægevidenskab, kender modgiften mod infektionen. Eller nu hvor jeg tænker nærmere over det, så er du vist allerede inficeret."

Billen var i virkeligheden bare en harmløs skovbille, men den tosse til Cass vil aldrig kunne kende forskel.

"Men du går jo bare videre"