Ororo event

[Admin]

Alle er kaldt til møde rundt om bordet. Der er sat drikkevarer frem. Folk er mere eller mindre nervøse. Alle ved der er et problem og at de ikke kan overse der ikke er én løsning på det. Uden en udpeget vicekaptajn der bestemmer i kaptajnens fravær er der en noget stram stemning.
Forslag:

• At alle tager ud for at lede efter kaptajnen - jo flere des større trussel
• At en lille gruppe tager ud, resten bliver.
• At de absolut intet gør

Ingen enighed er nået. Nogen tænker på andre forslag. Nogen syder i stilhed. Andre virker tilsyneladende upåvirkede.



Klik her for at se hvad eventen går ud på.

[Cassandra Min]

Cass ret op og ned. Ryggen hvilende mod ryglænet, knæene i en 90 graders vinkel og ansigtet i en maske der antydede at hun kedede sig.

"Nu må I stoppe," sagde hun med en hovedrysten. Det var så man mærkede hvordan hun indvendigt rullede med øjnene af dem. "Vi bliver her i 24 timer og hvis kaptajnen ikke er tilbage tager vi tilbage til regnbuestationen, sælger skibet og går hver til sit."

Hun trak på de små skuldre. For en gangs skyld var hun ikke i sin kittel. Bare i et par løse lysegrå bukser og en ligeledes løs T-shirt i en mørkere grå. Håret i en stram hestehale. Hun så de andre i øjnene. Det var en ganske standard regel i rummet at mistede man en ventede man 24 timer og hvis det tilmed var kaptajnen og ingen udpeget reserve så ejede besætningen skibet, men eftersom de havde en gæld at betale så var den eneste mulighed at sælge det. Cass havde ingen interesse i at være her når det kun var kaptajnen der kunne skrive under på at hun havde udført sin lægepligt så hun kunne få sin afsluttende eksamen og blive til en rigtig læge.

"Det er det mest logiske at gøre." Dermed sagt også det rigtige ifølge Cass.

[Cataleya Alegra]

Folk råbte i munden på hinanden. Cataleya kiggede på dem. Så hvordan de skreg deres frustrationer ud. Spyttet der nogle gange forlod deres munde. Røde hoveder og øjne, der ikke kunne se noget mere. De var for mange til at det her kunne lykkes. Der ville jo forhelvede altid være nogen, der ikke gad gøre noget for fællesskabet. Det kunne lige så godt være hende selv, hvis hun ikke gik ind for det, der skulle gøres.

Cassandra kom med sin mening. Gøre ingenting. Det mest logiske. Ja, okay, det var så nok det eneste Cataleya ikke skulle. Hun skulle ikke sidde her og vente. Nope.

"Kaptajnen kommer ikke tilbage om 24 timer, for så ville han allerede være her nu." Cataleya kiggede på folkemængden, der var blevet en lille smule mindre højrøstede efter Cassandra tog ordet.

"Jer der ikke gider gøre en skid- fair nok. I kan holde øje med skibet, men der er nogle som bliver nødt til at bevæge sig derud" Cataleya pegede på døren "og finde ud af hvad fanden der foregår."

[Cassandra Min]

Cass så på Cataleya mens roen sænkede sig og folk hørte på hvad den spændstige krigerkvinde sagde.
Hendes egne tænder blev bidt hårdt sammen.

"Og hvad får dig til at tro du er bedre rustet end kaptajnen?" Men hun havde allerede løftet hånden som for at hviske de sagte ord ud eller væk, som for at folk skulle glemme dem. "Så er der færre at splitte pengene imellem."

Man kunne ikke være i tvivl om at det var hendes menings. Cass risikerede ikke sit liv for nogen. Hun så fordelene ved at flere gik. Men hvis de gik og ikke kom tilbage ville nogen andre gå og i følge reglerne skulle man vente 24 timer efter den sidste havde forladt skibet. Og hun var frem for alt en regelrytter. Den der gjorde hvad der skulle gøres.

[Cataleya Alegra]

Cataleya hævede øjenbrynet. Cassandra kiggede en smule rasende på hende. Og alt det kvindemenneske kunne tænke på var fandeme penge, eller hvad der var ret og forkert. Hun kunne lige så godt være en robot. En robot uden de menneskelige følelser, der fik en til at være noget andet- noget mere.

"Jeg tror ikke noget som helst, Cassandra. Jeg siger bare hvad jeg mener." Cataleya kiggede ned på sine brune hænder. De havde dræbt mange mennesker. Skyldige som uskyldige. Det var irriterende at høre på nogen, som hellere ville redde sit eget skind end at tænke på andre. Cataleya kiggede op igen. "Og lige nu kan jeg sgu ikke rigtig se nogen kaptajn, så hvis du pludselig finder ham i et skab eller sådan noget, så siger du bare til. Så skal jeg nok lade være med at spilde din tid."

[Connor Mills]

Der var røre i den andedam der var møderummet og Connor prøvede bare at lade være med at svine alt omkring ham til, men det var ikke helt nemt som han sad der ved bordet og følte sig dækket af ukendte væsker og andet stads. Det var nok ikke helt så slemt som det føltes, men eftersom han ikke havde tid til overhovedet at se sig om eller vaske sig før der blev kaldt til møde, stod det slemt nok til. Fanden tage rørlækager. Han havde været skibet rundt op til flere gange fordi selvfølgelig havde der været problemer med flere steder. Det var som om det her skib ikke kunne gå i stykker kun et sted ad gangen. Og selvom det burde have været meget simpelt at fikse havde det taget alt for meget tid og han var kun lige blevet informeret om hvad det her møde overhovedet handlede om. Han kunne overhovedet ikke koncentrere sig om hvad nogen sagde for de sagde det alligevel alle sammen i munden på hinanden.
Det var først da Cass sagde noget at det ligesom skilte sig ud fra mængden. Connor kiggede op og var egentlig ikke så overrasket over hvad lægen sagde. Den kvinde var noget af det mest kyniske han kendte, nøgtern helt ind til knoglemarven. Han var rimelig sikker på han ikke var enig i hvad hun havde at sige, men han var til gengæld ikke så sikker på at han havde noget mere produktivt at sige. Det havde Cataleya til gengæld og han fulgte med i deres samtale der ikke så meget var en samtale som det var to meget forskellige synspunkter der crashede mod hinanden. Der var blevet meget stille rundt om dem udover hvad de to sagde.

"Jeg kan ikke se noget galt i at nogen i hvert fald tager ud?" sagde han som et forslag, "hvis vi alligevel venter 24 timer og hvis det altså er frivilligt."

Connor kiggede fra den ene til de anden og rykkede sig lidt på stolen han sad på. Han skar en grimasse da han mærkede en dråbe fra sit hår falde ned og løbe ned ad ryggen på ham. Han kunne kun foreslå med ydmyghed, for det var ligesom ikke som om han selv skulle ud nogle steder. Han ville i hvert fald ikke være til stor hjælp i en redningsaktion eller whatever det ville blive. Han kunne bare blive og fikse rørlækager.

[Cassandra Min]

Cass drejede hovedet og så på Connor. Udtrykket i hendes øjne var fosvundet. I stedet var der bare hendes ansigt tilbage.

"Og hvad så når de ikke kommer tilbage?"

Cass pakkede ikke ind hvor dårlig idéen var. Der var ingen plan. Ingen strategi. Ingen fremgangsmetode. Der var ikke styr eller orden og så ville mange bare buse frem og derved ordne alt. Det var aldeles latterligt, men hun sagde det ikke højt lige nu. Det unødvendigt.
Men hendes spørgsmål var relevant. Hvad når de ikke kom tilbage. Skulle man så sende flere ud?

[Connor Mills]

Hun var pænt skræmmende engang i mellem, hendes Cass. Stryg det. Altid. Connor blinkede et øjeblik i overraskelse og smilede så svagt. Det var måske ikke hans klogeste træk, men han kunne ikke lade være fordi på et eller plan hvor hun ikke var skræmmende var det lidt sjovt. Og det var nu engang nemmere at håndtere det sjove end det skræmmende. Han løftede hænderne i noget der var både overgivende og forsvar.

"Måske skulle jeg omformulere mig; Jeg kan ikke umiddelbart se noget galt i det. Men jeg påstår ikke at det var en plan. Jeg lægger ikke planer, men måske var der nogle andre der kunne."

Connor holdt hendes øjenkontakt med rolig mine. Han var ikke ude på at slås, han var aldrig ude på at slås og han vidste at Cass måtte vide at det ikke ville være konstruktivt at kæmpe mod ham. Det ville ikke være praktisk, og lægen var frem for alt praktisk. Han var harmløs.

[Nome Bucket]

Nome havde ikke hørt andet end at nogen burde drage ud og finde ham, og han havde virkelig brug for at komme så langt væk fra Cass som muligt. Hun var da så underlig at selv A-huset i West Carolina ville rulle øjne af hende. Shén jīng bìng ...

Hendes stemme og alle der talte direkte til hende ... Nome filtrerede det fra på vejen mellem øret og hjernen og det nåede ganske enkelt ikke til ham. Han stirrede ud i luften til ordene: "men der er nogle som bliver nødt til at bevæge sig derud og finde ud af hvad fanden der foregår." nåede hans ører. Så vågnede han op. Langsomt og dovent rettede han sig op og rakte hånden i vejret.


"Jeg melder mig frivilligt til at hente kaptajnen ..." Han sukkede inden han fortsatte. "Og hvis der er nogle folk der skal have et par bank på vejen, så melder jeg mig også for holdet. Det skal ikke skille os ad at a-mennesker og en forstyrret bái mù ikke kan forstå os normale mennesker, så skal vi ikke bare lukke hende ind i hendes lille hospital og give hende et skud af en eller andens fucking eMo, så hun kan slappe lidt af. Så kan jeg lige smutte ud og se på sagerne. Nogen der vil ledsage mig?"
Han så sig omkring. Han smilede lidt i den ene side af munden.

[Cataleya Alegra]

Cataleya kiggede på Connor. Og så kiggede hun på Cassandra, som havde et lige så køligt blik i øjnene som altid. Hun syntes virkelig hendes ide var god. Den rigtige. Og måske diskuterede hun ikke engang det her. Måske havde hun allerede valgt, hvad hun syntes var rigtigt. Og det havde også været fint nok i enhver anden sammenhæng. Så kunne hun bare gemme sig på sin sterile sygestue, og alt havde været helt fint. Men nu var kaptajnen væk. Og så gjalt de normale spilleregler ligesom ikke rigtig.

"Hvis de ikke kommer tilbage, så må folk jo gøre hvad deres samvittighed kan få dem til. Og hvis det er at flyve væk og sælge denne skrotbunke af et skib, så fair nok." Cataleya kiggede på Cassandra. Hun kiggede på hende, og hun så alt andet end en lille spinkel kvinde. Hun så en kvinde, der ville være læge, men ikke følte den glæde det var at have reddet et liv.

[Cassandra Min]

Cass tænkte i et splitsekund at kaptajnen kunne være skadet. Det mest effektive ville dermed være at hun tog med. Men det var nok en større hindring end en mulighed. Og ikke indgående i hendes kontrakt med mindre kaptajnen havde påbudt det. Og intet var påbudt i en sådan situation, så det var op til hendes dømmekraft.

"Og ved du hvilken vej han tog?" Det var næsten hånligt. Men egentlig blot analyserende. Nome var et latterligt menneske, for testosteron fyldt. Hun havde kørt en test af ham. Han tænkte ikke. Og han havde for store muskler.

[Nome Bucket]

"Hvis jeg vidste det var der jo nok ikke noget problem..." grinede han som om han rent faktisk troede at hun mente det. "Det er lidt ligesom når ... Når man skal finde røde bær blandt grønne bær ... Og man er farveblind. Altså ligesom det med en nål i en høstak." Han holdt en lille pause, hvor han sad med en dyb rynke i panden, fordi han havde forvirret sig selv en smule. "Men ... jeg blev oplært her på Bartington. Så jeg har da nogle kort på hånden og nogle kontakter, så vi har en bedre mulighed for at finde ham. Så hvis vi holder tæt kontakt med dem der bliver tilbage og folk fortsat forsøger at nå kaptajnen på hans kommunikator, så må vi vel bare gøre hvad der står i vores magt for at finde idioten. Hvem tager styringen her på skibet, mens jeg er væk?"

Der var det godt gennemtænkt med de sidste ord. Det fik det til at lyde som om at han havde kommandoen, hvilket selvfølgelig ikke var konfirmeret overhovedet.

"Og Connor ... Hvor hurtigt tror du at du kan få rettet den lækage? For jeg tvivler på at gaffa kan holde sig i mere end et par timer."

[Cataleya Alegra]

"Du skal ikke føre an." Cataleya kiggede på Nome. I øjnene. Han skulle slappe af. Han var som en person der ikke kunne sidde stille, og fyldte alt i hele rummet. Den eneste der med sikkerhed ikke skulle lede noget som helst var ham. Han snakkede for meget. Var for højlydt. Troede han kunne ordne det hele med at virke lidt smart, og spille lidt med musklerne.

"Vi bliver nødt til at finde på en mere holdbar plan. Og Cassandra du tager med ud, for hvis vi finder kaptajnen er han nok ikke på dupperne." Cataleya kunne godt se at det ikke var det Cassandra havde allermest lyst til. Hun kunne sikkert finde hundredevis af grunde til at hun skulle blive her. I sikkerhed. Men det kunne alle andre også. Cassandra var læge. Hun skulle med.

[Nome Bucket]

"Jeg har et spørgsmål ..." Han smilede som om at han syntes det her var dybt åndssvagt. "Hvordan kan det være at I pludselig har fået for at han skulle være skadet. Hvis noget alvorligt skulle være sket, så synes jeg hellere at vi skulle have minijeepen frem og køre ham hjem. Vi behøver ikke at vi skal sinke vores søgen efter ham ved at tage unødvendige kvinder med." Han så sig omkring efter de andres samtykke i hans argument.

[Cataleya Alegra]

"For det første så ved du ikke en skid om Kaptajnen overhovedet kan komme op i en minijeep. Du ved ikke om han ligger med to amputerede ben og døende på grund af blodmangel- du ved praktisk talt ingenting."

Cataleya smilede ikke. Hun syntes han var en idiot. Unødvendige kvinder... Levede han i middelalderen eller hvad? Hun var en læge forfanden. Og hun kunne redde Kaptajnen, hvis det virkelig var slemt.

"Og hvis han ikke er skadet, så er det fint. Så kan Cassandra tage sig af alle de andre, der bliver skadet under turen."